Hvad har kost og motion med dit sexliv at gøre? ALT, hvis du spørger sexolog Yazmin Fox Andersen, og måske skal der bare menuændringer til for at skrue op for sensualiteten i dit liv. Læs med og spis dig til mere lyst, bedre sex, flere orgasmer − og få dejlig mad med i købet.
03. sep
Savner du lidenskab – eller lyst til at have sex i det hele taget? Måske er det din livsstil, den er gal med. Kost, motion og døgnrytme har nemlig ifølge sexolog Yazmin Fox Andersen langt større indflydelse på vores sexliv, end de fleste ved.
– Det er faktisk ret ligetil. Det, der er er godt for kroppen, er også godt for din sexlyst. Har din krop det ikke godt, og føler du dig ikke tilpas i den, så har du ofte heller ikke lyst til at have sex. Føler du dig derimod tilpas, har du ofte også både lyst og overskud til at have sex, siger hun.
Yazmin Fox Andersen er leder for en ny sexologuddannelse i Danmark, der i højere grad end tidligere har fokus på mennesket som helhed. Grundtanken er, at problemer i sexlivet ofte kan skyldes en række ting uden for sengen, og derfor sjældent kan klares med nye stillinger, øvelser eller sexlegetøj alene. Tværtimod har din livsstil − især kost, søvn og motion − stor betydning for, hvordan det står til med lysten.
– Et godt selvbillede er helt afgørende for, at seksualiteten fungerer. Især for kvinder. Vi skal føle, at vi er attraktive, at vi er nogen, man har lyst til at gå i seng med, for selv at få lyst til sex. Og den følelse afhænger i høj grad af den enkeltes selvbillede, siger hun.
Netop vores billede af os selv hænger i høj grad sammen med, hvordan vi har det i vores krop. Og det er ikke tallene på vægten, der tæller. De fleste kvinder mister i høj grad sexlysten, hvis de føler sig oppustede, er uoplagte eller ude af balance, og netop derfor spiller kost og motion en afgørende rolle for stemningen mellem lagnerne. Små ændringer i døgnrytme, kost og valg af motion kan derfor være med til at bringe lysten tilbage og samtidig gøre dig mere attraktiv for din partner.
– Når kroppen får den næring, den har brug for, udstråler den vitalitet. Du får bryster og balder på den sunde, sexede måde − og du kommer til at udstråle sundhed, livsglæde og sex. Spiser du til gengæld forkert, så kommer du let til at se forpint ud, og det er der ikke mange, der har lyst til at have sex med, siger Yazmin Fox Andersen. Hun mener, at god kost, motion og rigelig søvn kan spille en stor rolle for, om et parforhold overlever på lang sigt eller ender i et brud.
− Det seksuelle er limen i et forhold. Det er det, der får et par til at blive sammen. Fungerer det ikke, er det let at begynde at se sig om efter en anden. Bliver du til gengæld bedre til at mærke din egen lyst, kommer du også i bedre kontakt med din partner, og så er chancen for, at forholdet er lykkeligt og holder langt større, siger hun.
Klik videre og få flere tips og en konkret kostplan...