Lettere menstruationVi ved det godt: Bind er så meget bedre for miljøet dernede. Men ærlig talt i en g-streng, til sport og når man har stramme bukser på, så er en tampon rigtig handy. Før tamponen havde man strikkede menstruationsbind, som skulle vaskes og tørres, før de var klar til at blive brugt igen. Og igen. Rent hygiejnisk er det et stort plus, at vi bare kan bruge og skylle ud. Den første tampon blev opfundet i 1929 af Earle Haas, som syv år senere satte den produktion under navnet Tampax. Resten er historie…
Det ligner da en øh…
D-I-L-D-O. Ikke alle har en partner, og langt fra alle, der har en partner, har en partner, der ved, hvad der skal til. En god vibrator virker hver gang. Hurra for Inge og Sten Hegler, The Rabbit afsnittet fra Sex & The City og ikke mindst den danske sexolog Sanne Neergaard, som på sin hjemmeside står med et ordentligt (stort) massageapparat og lovpriser dets evner. Hun blev 63 sidste år.
Massageapparat fra Jimmyjane.
Model form 6, ca. 1100 kr.
(+ fragt). Se jimmyjane.com
Løbesko − særligt til kvinderSko til (sports)kvinders fødder. I dag styrer vi automatisk hen til kvindehylden, når vi skal have nye løbesko. For 40 år siden var der ingen hylde specielt til kvinder — man lavede sko til kvinder ud fra en læst af en mandefod, som er ret forskellig fra kvinders. En af dem, der har udviklet sko specielt til sportskvinder er Sheri Poe, der startede rÿka i 1987. Alle rÿkas sko er lavet over en kvindelæst og designet, så det passer til kvinders behov — det vil generelt sige sko, der er smallere i hælen og bredere i forfoden. I dag har alle sportssko-producenter to linjer: én til kvinder og én til mænd.
Opråb mod depressionKendte kvinder får også depressioner. Journalist og tidligere tv-vært Isabella Miehe-Renard tog et stort skridt for PsykiatriFonden, da hun i 2008 i bogen „På” fortalte åbent om sin tid som feteret studievært og de tunge depressioner, der fulgte efter. Og som endte med, at hun forsøgte at tage sit eget liv. Isabella Miehe-Renard er fortaler for medicinering — og ser depression som en klar mangeltilstand i hjernen, som kun kan udbedres med tilførsel af signalstoffer. „Lad os få afmystificeret den skjulte smerte, mennesker kan opleve, selv om de ikke bløder synligt,” siger hun. Næsten 150.000 kvinder har en depression lige nu, mens du sidder og læser dette.
Forbedret fertilitetsbehandling
Først et får ved navn Dolly, så et lille menneske. Det første danske barn skabt ved fertilitetsbehandling kom til verden på Rigshospitalet i 1983. De danske pionerer på området er Suzan Lenz og Svend Lindenberg, som siden var med til at åbne den første private fertilitetsklinik i 1985. Den nyeste forskning på området er afprøvningen af et intrauterint dyrkningskammer, dvs. at man efter udtagningen af æggene fra kvindens livmoder får sat æggene op i livmoderen i en lille kapsel. Tre dage senere tages de ud og kontrolleres, de valgte æg sættes tilbage, og resten fryses
igen. Det forventes at forbedre IVF-resultaterne betydeligt.
Støt brysterneBrystkræft? Så fjerner vi brystet. Det er kun 50 år siden, det var den gængse behandling, kvinder med brystkræft fik tilbudt. I dag er behandlingen af brystkræft blevet så meget bedre på så mange måder, siger overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse. Hun tænker her både på stoffet Herceptin og den nye generation af antihormonbehandling (de såkaldte aromatasehæmmere), som har reduceret dødeligheden hos kvinder med brystkræft markant. Mammografiscreening er også et godt bud.
Pas på brysterneSportsbh’en. Ja, det er måske ikke det mest sexede eller det allerførste, du forbinder med kvinders sundhed, men hvor (lange) ville være bryster være, hvis det ikke var for denne opfindelse? Sportsbh’en blev faktisk opfundet i 1977 af den kvindelige løber Lisa Lindahl, mens hun gik på universitetet. Hun løb 50 kilometer om ugen − og syntes ikke, at den almindelige bh støttede nok (det tror vi på). Med hjælp fra to studiekammerater syede hun to skridtbind sammen, og så var sportsbh’en opfundet. Hun startede firmaet Jogbra et par år efter og blev multimillionær. Hendes råd til kvinder: Stol på dine ideer og på universet!
Træn din bækkenbundHelle Gotved = bækkenbund. Der var en muskel, vi ikke var hverken fokuserede på eller trænede bevidst, før den skønne gymnastiklærer Helle Gotved begyndte at fortælle om den — i radioen. Nu ved alle kvinder, hvor vigtigt det er at træne bækkenbunden hver dag. D efinitionen på en stærk bækkenbund er, at den kan klare 15-20 knib, der varer ca. 8 sekunder og et langt knib på 25 sekunder som afslutning. Prøv engang — det er faktisk ret hårdt! Spænd, når du løfter, nyser og hoster og naturligvis ekstra efter en fødsel og graviditet, der tynger ned på bækkenbunden. Du kan godt knibe, når du tisser og træne med at knibe strålen over, men ikke hver gang.
Se gotvedskolen.dk
Sex, spekulum og sodomiEt lille udpluk af sprogbrugen fra kvindefrigørelsens svar på bibelen: Kvinde kend din krop fra 1975. Det første danske opslagsværk om kvindekroppen skrevet til kvinder af et team af kvindelige læger, psykiatere og kvindesagsforkæmpere, som kaldte en spade for en spade og kvinders ædlere dele for en kusse. En bog, som var så vovet, da den kom frem, at man ikke fatter det i dag, men stadigvæk en glimrende opslagsbog om de specifikke områder, hvor kvinder og mænd bestemt ikke er ens — hverken kropsligt eller mentalt. Opsat som teaterstykke på Mungo Park i 2010.
Danske kvinder på toppen
Der er koldt på toppen — ikke desto mindre stod danske Lene Gammelgård på toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest, i 1996. Sportslige rekorder har alle dage været et traditionelt mandeerhverv, men da Lene Gammelgård kæmpede sig op på det mere ned 8.000 meter høje bjerg (og mistede sin bedste ven) som den første skandinaviske kvinde og nummer 35 i verden, kunne vi alle sammen føle os stolte på vores køns vegne.
Vaccine mod livmoderhalskræftEt lille stik hos lægen, én kæmpe stor sejr i kampen mod livmoderhalskræft. Sidste år blev vaccination mod livmoderhalskræft gratis, og man kan forvente, at de fleste unge kvinder tager imod tilbuddet. Opdagelsen af HPV (Human Papilloma Virus) er en af de vigtigste opdagelser, eftersom virus har ansvar for livmoderhalskræft og — viser det sig — en række andre kræftformer. Harald Zur Hausen fik Nobelprisen for sin forskning.
P-pillen
Pillen er opfundet af professor Carl Djerassi i et laboratorium i Mexico City i 1951 og en revolution for kvinders sundhed og ret til at planlægge graviditet. Det er to generationer, siden p pillen holdt sit indtog herhjemme, og samtidig er antallet af børnefødsler dalet. Opfinderen spår, at det i fremtiden bliver normalt at få sine „friske” æg frosset ned, indtil man kommer i 30’erne og 40’erne og har overskud til en baby. Ingen revolutioner uden „tab” og p-pillernes bivirkninger har omvendt haft en negativ effekt på mange kvinders hverdag: Kvalme, vægtøgning, øget risiko for blodpropper.
Mode med sport i
Nu vi er ved det: Sportsudstyr til kvinder. Tak til Stella McCartney og Adidas for siden 2008 at give sportstøjet en tiltrængt modernisering. Hvorfor skal det alt sammen ligne hinanden? Hvorfor må man ikke stikke ud fra mængden og udstråle femininitet, når man løber eller spiller golf? Selv om de fleste andre firmaer har holdt fast ved den traditionelle linje, begynder designet at sprælle mere. Hvis Stella er for dyr, så hold øje med Newline, som har fået fantastiske, nye designere på, så vi ligefrem får lyst til at bruge 500 kr. på en løbejakke, som både fungerer perfekt med svedtransport og ser drønlækker ud.