06. sep

HVAD ER HALSBRAND?
Halsbrand opstår, når syre, som produceres i mavesækken for at fordøje maden, kommer op i spiserøret (det rør, der går fra halsen og ned i mavesækken). Ved overgangen mellem spiserøret og mavesækken er der en lukkemuskel. Når man synker, afslappes denne muskel, så mad og væske kan passere ned gennem svælget og spiserøret og ind i mavesækken, hvor det fordøjes. Når maden og væsken er kommet ned i mavesækken, lukker musklen igen og forhindrer således mavesyren i at komme op i spiserøret. Hvis denne lukkemuskel afslappes unormalt eller svækkes, kan mavesyre stige op i spiserøret. Slimhinden i spiserøret er meget sart og ikke beregnet til at håndtere den stærke syre fra mavesækken. Derfor kan syre, der presses op i spiserøret, forårsage en brændende fornemmelse, og det er det, der kaldes halsbrand.
Hvad kan udløse halsbrand?
Det er forskelligt fra person til person, hvad der kan udløse halsbrand. Hos nogle fremkaldes det af visse fødevarer eller drikkevarer, når de ligger ned eller dyrker motion for hurtigt efter et måltid.
Kost
For nogle mennesker kan det, de spiser, og hvor meget de spiser, udløse halsbrand. Mange mennesker, som lider af halsbrand, siger, at krydret mad eller meget fedtholdige eller syreholdige fødevarer giver dem mest ubehag. Andre typiske udløsende faktorer for halsbrand omfatter chokolade og pebermynte. Det er ikke kun visse fødevarer, som kan fremkalde halsbrand – også alkohol, kaffe og sodavand kan forårsage symptomer på halsbrand.
Livsstil
Det er ikke kun fødevarer og drikkevarer, som kan udløse halsbrand – livsstilsfaktorer spiller også en rolle.
Rygning: Der er mange grunde til at stoppe med at ryge – her er så én til! Rygning afslapper nemlig lukkemusklen, som normalt forhindrer mavesyre i at komme op i spiserøret, og forårsager dermed halsbrand.
Stress: En anden vigtig livsstilsfaktor, som kan fremkalde halsbrand, er stress. Mange af dem, der lider af hyppig halsbrand, siger, at deres hektiske livsstil er en medvirkende faktor. Selv det at stresse over, hvornår man næste gang får halsbrand, kan forårsage det, der kaldes halsbrandens onde cirkel. Frygten for at få halsbrand kan skabe tilstrækkelig stress til faktisk at udløse halsbrand. Denne stress kan forværres yderligere, hvis man frygter at få halsbrand om natten, så livskvaliteten påvirkes negativt den følgende dag.
Overvægt: Eksperter mener, at det ekstra kropsfedt ved overvægt kan øge trykket på mavesækken. Dette skaber et højt tryk i mavesækken, og maveindholdet kan således blive presset op i og forårsage halsbrand.
Graviditet: Halsbrand er en af de hyppigste gener i forbindelse med graviditet. Ændrede hormonniveauer under graviditet kan forårsage svækkelse af lukkemusklen, som normalt forhindrer mavesyren i at blive presset op i spiserøret, og det giver halsbrand. Når det lille foster vokser, øges trykket på mavesækken yderligere, og det kan tvinge syre op i spiserøret. Tal altid med apoteket, før du tager medicin for dine halsbrandsymptomer, hvis du er gravid.

SÅDAN SLIPPER DU AF MED HALSBRAND
Slap af efter et måltid
Der er mange enkle ting, du selv kan gøre, for at lindre halsbrand eller sikre, at du slet ikke får halsbrand. De fleste ved godt, at de skal vente lidt efter et måltid, før de foretager sig noget aktivt. Det samme råd kan også hjælpe til at undgå halsbrand. Giv dig tid til at nyde og fordøje et måltid. Hvis du spiser maden for hurtigt, øges risikoen for at få halsbrand. Enhver form for stress kan også øge risikoen for halsbrand. Vælg noget sundt og giv dig tid til at spise det. Spis sammen med nogle venner og tal lidt sammen bagefter.
Motion
Motion hjælper ikke kun til at nedsætte stress, som kan føre til mere halsbrand – det kan også reducere symptomerne på halsbrand. Fysisk aktivitet hjælper med at holde fordøjelsen i gang. Det behøver ikke være 100 mavebøjninger, som faktisk tværtimod kan forværre halsbrand. En løbetur på 20 minutter eller selv en kort gåtur er bedre end at ligge på sofaen foran fjernsynet.
Undgå at ryge
Nikotin er ikke alene et stimulerende middel, men cigaretrygning kan faktisk bidrage til halsbrand. Cigaretrygning får lukkemusklen mellem spiserøret og mavesækken til at slappe af, og derved kan det syreholdige maveindhold blive presset tilbage i spiserøret – og det giver halsbrand.
Prøv at spise mindst 2-3 timer inden sengetid
Ved at spise 2-3 timer inden sengetid er der tid til at fordøje maden, inden du går i seng. Ikke blot tidspunktet er af betydning, men det er også vigtigt ikke at spise for stort et måltid eller krydret mad for tæt på sengetid.
Løft hovedgærdet på sengen
Ved at sætte klodser under sengebenene ved hovedgærdet arbejder tyngdekraften for dig og forhindrer, at mavesyre kommer op i spiserøret.
Hvis du skal tage medicin om aftenen, skal du sidde op i mindst 30 minutter, inden du lægger dig ned
Medicin, der tages om aftenen, er mere tilbøjelige til at klæbe i halsen eller spiserøret, og det kan irritere slimhinden i spiserøret, øge syreindholdet i mavesækken eller afslappe lukkemusklen, som normalt forhindrer syre i at stige op i spiserøret. Hvis det ikke er nok til at forhindre eller lindre din halsbrand, kan du overveje at tage ny Pantoloc Control for at lindre symptomerne på din hyppige halsbrand. Du kan få mere information på apoteket eller læse om præparatet her: www.pantoloccontrol.dk
