Offpiste, afterski eller kælkebakke? Skiferie er ikke bare skiferie. Vi har kigget seks klassiske skisportssteder efter i sømmene, så du kan finde din drømmedestination.
01. nov
1. til dig, der elsker offpiste
Hvor: Chamonix, Frankrig, 1040 m (ved foden af Mont Blanc)
Skiløbet: Top: 3790 m. Bund: 1035 m. 275 km præparerede pister.
Plusser: Forrygende offpisteløb, fantastiske bjerglandskaber. Masser af afterski i autentisk bjergby.
Minusser: Seks forskellige skiområder, der ikke hænger sammen. Ikke børnevenligt.
MÅLGRUPPE: Hardcore offpistefanatikere og bjergbestigere. Her kan man ikke snyde sig igennem på charme og lækkert skitøj.
2 til dig, der elsker afterski
Hvor: St. Anton, Østrig, 1300 m
Skiløbet: Top: 2650 m. Bund: 1404 m. 260 km præparerede pister.
Plusser: Masser af udfordrende skiløb både på og uden for pisterne. Er berømt for at have Østrigs bedste offpisteskiløb med 180 km markerede offpisteruter. Og den mest vilde afterski. Direkte togforbindelse. Masser af østrigsk hygge.
Minusser: Ikke børnevenligt, få blå = lette pister.
MÅLGRUPPE: Gode skiløbere, der ønsker udfordringer. Og mindre gode, der bare er til fest i gaden.
3. til dig, der skal af sted med vennerne
Hvor: Canazei, Italien, 1440 m
Skiløbet: Top: 2100 m. Bund: 1400 m. Del af skiområdet Superski Dolomitti med 1180 km pister.
Plusser: Masser af brede, velpræparerede pister i den lette, blå og røde klasse. (Så italienerne altid selv ser godt ud på pisten). Store dele af systemet har kunstsne. Ideelt til børn og begyndere.
Minusser: Elskere af pukkelpister og sorte, stejle ditto kommer hurtigt til at kede sig.
MÅLGRUPPE: Børnefamilier, vennegrupper, der vil hygge sig og spise godt.
4. til dig, der skal have familien med
HVor: Hemsedal, Norge, 500 m
Skiløbet: Top: 1520 m. Bund: 530 m. 46 km pister + 220 km langrendsløjper.
Plusser: Det nærmeste Norge kommer alpint skiløb, både udfordrende, sorte pukkelpister og bløde, børnevenlige ditto. Og masser af muligheder for langrend. Ideelt til hytteferie.
Minusser: Relativt lille skiområde sammenlignet med Alperne. Men nok til en uge. Højt prisniveau. Afterski findes, men til tårnhøje priser.
MÅLGRUPPE: Børnefamilier og garvede skiløbere.
5. til dig, der elsker heliski
HVor: Revelstoke Mountain, Canada (British Columbia), 1700 m
Skiløbet: Top: 2225 m. Bund: 512 m. Snefald pr. år: 15-18 meter!
Plusser: Mekka for heliskiløbere og yndere af ekstremt dybsneløb. Bliv væk, hvis du ikke kan tackle den dybe sne under alle forhold.
Minusser: Ikke for børn, bangebukse og alle dem, der elsker en velpræpareret piste. Heliski koster kassen!
MÅLGRUPPE: Eventyrere og skiløbere i absolut topklasse. Niveauet er tårnhøjt.
6. til dig, der elsker upræparerede pister
Hvor: Verbier, Schweiz, 1500 m
Skiløbet: Top: 3328 m. Bund: 820 m. Del af skiområdet De 4 Dale med knapt 400 km pister.
Plusser: Masser af sorte pister og krævende skiløb, inkl. offpiste. Nedfarten ad Tortin er både berømt og berygtet. Eksklusiv chalet-by.
Minusser: Få begynderpister. Relativt højt prisniveau.
MÅLGRUPPE: Gode skiløbere, der er enige med schweizerne i, at overdreven brug af pistemaskiner på pisterne er usportsligt...
4 gode råd - før du tager af sted
1. Vær i god form hjemmefra. Tag f.eks. løbe- eller cykelture, der forbedrer konditionen, og lav øvelser hjemme i din stue, der styrker ryg, mave og ben.
2. Gå på skiskole, hvis du er nybegynder - så er der mindre risiko for, at du falder eller får skader.
3. Hold dig til de afmærkede ruter.
4. Vælg udfordringerne først eller midt på dagen, hvor du er frisk, og hold pauser undervejs.